Anmeldelse: Jonathan Franzen - Purity

Netop som jeg gik og tænkte, at nu er var det fem år siden Jonathan Franzen sidst havde udgivet en stor samtidsroman, så var den her. Purity. Helt frisk, udkommet den første september. Jeg er lige blevet færdig med den, og kan bare konstatere at Franzen bliver bedre og bedre.

Mens The Corrections var en anelse langtrukken og på sine steder kedelig, så var Freedom lettere at gå til. Der var lidt flere humoristiske passager, og det var som om personerne var en anelse mere levende. Purity er lutter sprællevende figurer, som man lærer at kende med hud og hår.

Jonathan Franzen skriver kollektivromaner. Det vil sige, at der ikke er én egentlig hovedperson, men at historien fortælles fra forskellige menneskers synsvinkel. Vi møder den 23-årige Purity 'Pip' Tyler, som har levet med sin mor i et usundt, symbiotisk mor-datterforhold. Hun døjer med studiegæld og en tilbøjelighed til at agere fjendtligt over for alt og alle. Moderen går under navnet Penelope, og nægter at afsløre sit rigtige navn og sin fortid, inklusive sin fødselsdato for datteren. Hun vil for enhver pris beskytte sig selv og datteren fra faderen. Derudover hører man om aktivisten Andreas Wolf, der driver 'The sunlight Project' en slags pendant til Wikileaks fra Bolivia omgivet af kvindelige beundrere, vi møder Tom Aberanth, som driver et internetmagasin sammen med sin kvindelige kollega og elsker, Leila Helou. Toms historie bliver rullet ud for læseren i en lang og underholdende selvbiografi om hans forhold til en meget besværlig kvinde, som han gør sit bedste for at stille tilpas.

Alle disse personers veje krydser hinanden her og dér, og lige så stille væves en historie frem for læseren. Undervejs er man umådelig godt underholdt. Franzen er dygtig til at skabe humoristiske scener, hvor personerne overreagerer eller bare opfører sig godt gammeldags sindssygt. Man ved at det er dødsensalvorligt, det er menneskeskæbner der er på spil, men samtidig er det meget sjovt.

Det bliver Pips historie, der kommer til at danne rammen om hele Romanen. Hendes problemer med at få oplysninger ud af sin mor om sin fortid. Hendes studiegæld, hendes søgen efter sin far, og i sidste ende hendes forsoning med moderen, med hvem hun mangler at få et naturligt mor-datterforhold. For at få løst disse problemer, skal vi trækkes mange andre menneskers hele livshistorie, med samt alle de besværligheder de har været ude for.

Det er Jonathan Franzens varemærke. Sådan skriver han, og sådan var de to forgående romaner også. Franzen har desuden for vane at gøre sine romaner aktuelle. Der er hele tiden et sidetema, som berører enten en tendens i tiden som krisen i 2003, der dannede baggrund for The Corrections, det ulidelige buzzword Freedom, der blev titel og tema i næste roman. Denne roman handler dels om jagten på det rene, og umuligheden af at undgå at blive snavset til. Det spænder fra Pips veganer-mor, der skræmmer alle andre væk og sætter sig på datteren, som er det eneste rene hun har. Og Andreas Wolfs afsløring af politisk hykleri og løgn, som driver ham selv ud på overdrevet.

Stilen er lange referater af hvad der er sket for personerne brudt af intense scener med meget ægte dialoger. Når den ene part er lettere gak, ved man virkelig ikke hvad hun(!) vil sige eller gøre om lidt. Det er den slags spænding, man ikke skaber én gang for alle, ved at opfinde et snedigt, plot, men tvært imod skal drive frem scene for scene, replik for replik. Det er godt håndværk. Så gør det ikke noget, at Franzen bruger fire-fem år eller mere på det.

Anmeldelse: Dokk1, det nye hovedbibliotek

Lige siden jeg hørte, at Århus skulle have nyt hovedbibliotek, har jeg været skeptisk. Ville det ikke bare blive endnu et pompøst byggeprojekt, som var mere beregnet på at imponere københavnerne end servicere århusianerne. Det navn, man havde givet projektet lovede heller ikke godt: Urban Media Space. Media Space er det moderne navn for biblioteket, og signalerer, at bøger er håbløst umoderne, og kun ét medium ud af mange. Biblioteket skal være et sted, man bruger alle medier.

Så siden jeg hørte om projektet for første gang, har jeg forventet noget stort, arkitektonisk dristigt, som fokuserede på alt andet end bøger. Nu står skrumlet så færdigt, og jeg har netop besøgt det for anden gang. Jeg tror faktisk, at jeg kan vænne mig til det, også selv om samtlige fordomme er blevet bekræftet med kryds og slange.

Urban Media Space er det navn, det er let at føle mishag ved. Men sådan er det med projektnavne. Navnet betegner nærmere bestemt det kommunale byggeprojekt, der udover selve biblioteket, omfatter et parkeringsanlæg og arbejdet med at få udenomsarealerne til at hænge sammen med by og havn inkl. kystbanen og åen, som er blevet fritlagt. Parkeringsanlægget kommer jeg til om lidt, men først et surt opstød angående bibliotekets navn. Selve biblioteket har fået sit eget navn. Man udskrev en konkurrence, og mellem hundredvis af tilsendte forslag valgte man det bedste: Dokk1. Nej, det er ikke et rigtigt navn, vel! Hvordan skal det overhovedet udtales? Jeg kommer altid til at sige [Dok-ét] fordi 1 nu engang oftest udtales sådan. Men den snedige tanke, som navngiveren har haft, er jo at udtalen skal være 'Dokken', som den flydedok, der engang lå på dette sted. Det er ikke særlig oplagt, og navnet ser ikke godt ud på skrift. Mit eget forslag, lige så genialt som chanceløst, var "Århus Forsamlingshus". Fordi det er det, man gerne vil med huset. Have et moderne hus, hvor bysbørnene kan samles og være aktive.

På mit andet besøg gjorde jeg noget vanvittigt, som jeg aldrig gør igen: besøgte biblioteket i bil. Hvis man kan undgå det, skal man ikke bevæge sig ind i Århus kl. 16 i bil; det er et kaos af trafik og letbanekonstruktion overalt. Men parkeringskælderen under det nye medieskrummel, var al køtiden værd. Man kører bilen ind i en slags elevator, går ud og stikker sit kort i automaten, hvorefter bilen forsvinder gennem gulvet. Når man vil have den igen, stikker man kortet i en centralt placeret automat, hvorefter bilen kommer op igen, ikke i samme boks, men en af de ledige. Man forestiller sig at den er blevet flyttet nede under jorden som i et kæmpe tetris-spil. Fascinerende!

Det hele minder i øvrigt meget om en lufthavn. Når bilen er parkeret kører man med rulletrapper op til indgangshallen, med skranker og mennesker med forskellige ærinder, der går hid og did. Karakteristisk nok, får man ikke øje på bøgerne med det samme. De står til venstre for indgangen "I et hjørne", som jeg var lige ved at skrive. Faktisk står de omkring et hjørne. Skønlitteratur først, og om hjørnet faglitteraturen. Fordi rummet er så gigantisk og der er så højt til loftet, fylder bøgerne ikke rigtig noget. Men det er vist mest synsbedrag, og jeg går og overvejer om det er en skam at man har bygget et hus, der er så stort at bøgerne nærmest forsvinder, eller om det tvært imod er prisværdigt at man bruger så mange penge på så stort et hus for bøgernes skyld. Jeg har ikke besluttet mig endnu.

Første gang jeg var her og gik og udsøgte bøger om kristen dogmatik, var det nødvendigt at abstrahere fra den film om irakkrigen, som først blev annonceret over højttaleren, derefter præsenteret over samme højttaler og siden fremvises i filmfremvisningsområdet, som ikke er adskilt fra resten af det store rum, som udgør media space. Det var derfor muligt for mig at følge med i filmen samtidig med at jeg ledte efter bøger, hvilket tilgengæld blev nærmest umuligt.

Området, hvor man foreviser film, er en slags trappe eller bakke, som skråner hele vejen op til et rekreativt område bagest i Dokk1. Bagvæggen er ét stort panoramavindue, hvor man kan se ud på havnen og skulpturer, der er opstillet udenfor. Folk sidder ved borde og læser eller snakker. I den ene ende er der en reception for et eller andet, den anden leder over til en café. Jeg passerer et computerområde hvor en masse mennesker laver ting, der ser meget seriøse ud. længere fremme står en mand og taler til en mindre flok, tilsyneladende om det kunstværk han står ved siden af.

Hvordan beskriver man bedst det nye hovedbibliotek? Liv, aktivitet. Plads!! Der er mange ting, som er meget bedre end i det gamle hovedbibliotek. Selvom jeg har været skeptisk siden starten, og stadig er det pr. refleks, så er det ikke savnet af det gamle bibliotek, der nager. Lad os være ærlige og sige, at det var slidt og på mange måder et umådelig upraktisk sted. Der var ikke plads nok, toiletterne var trange og misligholdte foredragssalen lå sært afsondret fra resten af biblioteket osv. Dokk1 er bedre på alle disse områder. Til gengæld er der meget, Dokk1 ikke er. Her er ikke hyggeligt. Det minder om Godsbanen, som også er præget af liv og aktivitet, men samtidig af meget store rum domineret af rå beton. Det er lidt som at gå til bogforum i Bella Center. Masser af aktivitet, masser af indtryk, men hvis man faktisk vil læse en bog, skal man nok tage den med hjem.

Angst og afsky: Tove Ditlevse og Naja Marie Aidt

Af en eller anden grund har jeg ikke opdaget Tove Ditlevsen før nu. Jeg var med mor i København og se forestillingen Tove Tove Tove!, som vækkede min interesse. Jeg har siden læst debutromanen Man gjorde et barn fortræd og digtsamlingen Pigesind. Især digtene er skrap læsning, der efterlader én med blanke øjne og en klump i halsen.

Digtene er præget af angst, mørke, ensomhed og længsel, sproget er fyldt med en patos, der er gået fuldstændig af mode i dag, og derfor virker så stærkt, når man læser den og ved, at der ikke er tale om ironi, men om skinbarlig, ja hudløs virkelighed. Man er nødt til at læse Tove Ditlevsen i små doser for ikke at blive overvældet af tungsind.

Et gennemgående tema er den tabte barndom. Den voksne, der ikke kan sove, og længes tilbage til dengang natten var tryg og tankeløs, og ikke tung af gråd og angst. Og den voksne, der ser på sit sovende barn og føler at barnet er taget fra hende, og nu er tusinde mile borte. Der er digtet om hvordan årene hærger vore legemer, og vi bliver fede, snorker, får gigt og mister håbet om en bedre tilværelse, men dog kan sminke os yngre. Der er en dramatisk fortælling om en fin vase, som engang blev slået i tusinde stykker, og bliver tegn på at fortælleren vil ødelægge alt hun får i hænderne. Hun beder derfor sin elskede om ikke at holde så meget af hende. Der synes at være en skæbnebestemt ulykke knyttet til denne tungsindige fortæller, som gør at selv beskrivelser af en tidlig sommermorgen hvor blomster vågner og strækker sig mod solen, må ende i sorg, og blomsterne, der græder, fordi den elskede har skåret dem over og bragt dem indenfor. Således eksisterer sorg og glæde hele tiden ved siden af hinanden med sorgen som den dybe klangbund.

Ofte er der én linje i et digt som slår hovedet på sømmet. I 'Ritual' ser Tove Ditlevsen sin egen begravelse for sig, og beskriver den i detaljer; hvordan Kisten skal være sort og hendes kjole rød. Allerede er det lettere foruroligende at digtet synes at henvende sig til dem, der omgiver hende uden hensyn til alder. Det er ikke et digt til næste generation, til hendes børn, men til enhver, der kender hende. Så kommer det: "Og ingen præst skal prædike / og få min mor til at græde". Det er som om hun foregriber sin egen tidlige død, ligesom hun berører et andet emne, der går igen: det døde eller døende barn. Livet, der ikke var stærkt nok til at fortsætte.

En forfatter fra min egen tid minder mig om Tove Ditlevsen: Naja Marie Aidt. Det er evnen til at skrive en tekst, man kan skrabe sig på som et knæ mod ru asfalt. Ingen ironi, ingen morsomheder og ingen lykkelige slutninger. Det kan være en befrielse at læse tekster, der er rå og direkte, og ikke stryger sin læser med hårene.

Der er klare forskelle. Naja Marie Aidt skriver ikke så meget om sorg og angst, men mere om vrede, had, lede, afsky og misforståelse. Børnene i hendes noveller er mere rekvisitter, som forældrene kan skændes om eller øve vold imod. Det onde i tilværelsen er steget op til overfladen, det mærkes i vores opførsel, i sygdom, smerte. Der er utallige beskrivelser af sanseindtryk og nærkontakt med kropsvæsker. Lugt, smag, åndenød, kvalme, blod, tis og snot.

Mens det onde hos Tove Ditlevsen synes at være selve tilværelsen, som lader små ubekymrede børn vokse op, blomstre hurtigt og flygtigt, for siden at blive gamle, fede og gigtplagede mens angsten holder dem vågne. I mange digte, leder man forgæves efter ondets årsag, og finder kun angst og længsel, og en dyb sorg. At læse Naja Marie Aidt efterlader ikke læseren i sorg eller melankoli, men snarere med kvalme. Tilfældige, små hændelser udløser en lavine af nederdrægtigheder. Pludselig begynder personerne i novellerne at tale grimt til hinanden. Først irriteret, siden vredt, snart efter hadefuldt. Som i Bulbjerg, hvor et par, der farer vild i et klitlandskab i Nordjylland og taber enhver besindelse, så alvorlige problemer stiger op til overfladen. Modgangen får dem til at modarbejde hinanden og agere fjendtligt. Det afsløres at de hver især har en affære. Det fælles barn er kun årsag til at konflikten optrappes, og novellen slutter uden at noget har løst sig. I andre noveller et det det frastødende, der dominerer. I noget, der ligner en gendigtning af Kafkas 'Forvandlingen' bliver et myggestik årsag til en sygdom, hvis fremadskriden resulterer i at hovedpersonen falder helt fra hinanden og reduceres til en ulækker, uformelig klump kød, som man ikke bør røre uden plastichandsker.

Bavian, hedder Naja Marie Aidts novellesamling, fordi den handler om hvad der sker, når vores civilisatoriske fernis krakelerer, og dyret kommer til syne. Det, som skaber alle ulykkerne er dyret i os selv eller det skrøbelige kød. Hos Tove Ditlevsen er kødets forfald forbundet med den tabte ungdom og de mistede drømme. Livet er egentlig godt, men det gode varer så kort, og tungsindet skabes af et vilkår i tilværelsen.

Der er et andet, nok så vigtigt punkt hvorpå de to forfattere adskiller sig fra hverandre: Mens Tove Ditlevsen selv er hovedperson i sine digte, og selv har levet meget af det, hun digter om, er Naja Marie Aidts ækle og frastødende noveller præget af at være udtænkt, de er et håndværk, om end meget dygtigt udført.

Det, de to forfattere har til fælles er, at de kan skrive, så læseren får det dårligt. Det kan være meget befriende i en verden med så megen fjol, pjat, ironi og gøgl.

Velkommen til min blog om litteratur. Jeg har taget tilløb til denne blog i årevis, så det er på sin vis lidt af et gennembrud du, min læser, nu er vidne til. Og så er det ikke engang for din skyld. Bevares, du er velkommen, især til at lægge kommentarer og lange analyser. Men dette er lige så meget et redskab for mig til at holde styr på hvad der optager mig. Jeg kan blive meget begejstret når jeg læser et eller andet, og ævle om det til højre og venstre. Men en bog afløser en anden, og snart har jeg glemt hvad jeg læste sidst og hvornår det var. Det skal denne blog ændre på. Og så vil jeg gerne udøse min begejstring og interessante refleksioner over folk, der interesserer sig for litteratur. For eksempel DIG. Så Velkommen.

Titlen? Der sker ting på bogmarkedet for tiden. Én tendens er, at de fleste boghandeler, dvs dem, der er drevet af entusiastiske og vidende bognørder, de lukker på stribe, og erstattes af endnu en filial af Bog&Idé, der tjener sine penge på at sælge kopipapir, kuglepenne, Mayland-kalendere og kopper med navn, samt et udvalg af krimier og biografier af forbrydere og fodboldspillere. En anden tendens er, at biblioteket, som engang var præget af stilhed og tyssende bibliotekarer med knold i nakken, er blevet gentænkt efter markedsplads-modellen. Biblioteket er ét stort rum, hvor bøgerne står i et hjørne, så der også kan blive plads til biograf, café og et stort åbent område, hvor mennesker kan gå mellem hinanden og få det hele til at minde rigtig meget om en banegård.

Det nye bibliotek minder i øvrigt også om noget andet: Bogforum. Den årlige event i Bella Center, er interessant at deltage i, men den er samtidig præget af larm, tusindvis af mennesker der snakker, lys der blinker, indtryk overalt og konstant tre-fire ting, der kræver din fulde opmærksomhed. Bogforum er omtrent det modsatte af at sætte sig ned og læse en bog.

Både biblioteket og bogforum indrettet, så de imiterer et byrum med mennesker, der mødes, diskuterer, handler og konsumerer. Det afspejler at formålet er netop dette flow af opmærksomhed og varer. Det hele handler om at sælge. Intet galt i det, det er også formålet på et bibliotek. Vi har betalt, men biblioteket er stadig interesseret i at folk låner bøgerne, læser dem og taler om dem.

Men af og til slår det mig, at den egentlige oplevelse netop er den, man har, når man er alene, når der ikke er lys der blinker og folk der snakker omkring én. Bøger skal nydes én ad gangen og uden distraktioner. Sluk mikrofonen, dæmp lyset, find en afsides krog og læs. Der bliver masser af tid til at diskutere senere.