Af en eller anden grund har jeg ikke opdaget Tove Ditlevsen før nu. Jeg var med mor i København og se forestillingen Tove Tove Tove!, som vækkede min interesse. Jeg har siden læst debutromanen Man gjorde et barn fortræd og digtsamlingen Pigesind. Især digtene er skrap læsning, der efterlader én med blanke øjne og en klump i halsen.
Digtene er præget af angst, mørke, ensomhed og længsel, sproget er fyldt med en patos, der er gået fuldstændig af mode i dag, og derfor virker så stærkt, når man læser den og ved, at der ikke er tale om ironi, men om skinbarlig, ja hudløs virkelighed. Man er nødt til at læse Tove Ditlevsen i små doser for ikke at blive overvældet af tungsind.
Et gennemgående tema er den tabte barndom. Den voksne, der ikke kan sove, og længes tilbage til dengang natten var tryg og tankeløs, og ikke tung af gråd og angst. Og den voksne, der ser på sit sovende barn og føler at barnet er taget fra hende, og nu er tusinde mile borte. Der er digtet om hvordan årene hærger vore legemer, og vi bliver fede, snorker, får gigt og mister håbet om en bedre tilværelse, men dog kan sminke os yngre. Der er en dramatisk fortælling om en fin vase, som engang blev slået i tusinde stykker, og bliver tegn på at fortælleren vil ødelægge alt hun får i hænderne. Hun beder derfor sin elskede om ikke at holde så meget af hende. Der synes at være en skæbnebestemt ulykke knyttet til denne tungsindige fortæller, som gør at selv beskrivelser af en tidlig sommermorgen hvor blomster vågner og strækker sig mod solen, må ende i sorg, og blomsterne, der græder, fordi den elskede har skåret dem over og bragt dem indenfor. Således eksisterer sorg og glæde hele tiden ved siden af hinanden med sorgen som den dybe klangbund.
Ofte er der én linje i et digt som slår hovedet på sømmet. I 'Ritual' ser Tove Ditlevsen sin egen begravelse for sig, og beskriver den i detaljer; hvordan Kisten skal være sort og hendes kjole rød. Allerede er det lettere foruroligende at digtet synes at henvende sig til dem, der omgiver hende uden hensyn til alder. Det er ikke et digt til næste generation, til hendes børn, men til enhver, der kender hende. Så kommer det: "Og ingen præst skal prædike / og få min mor til at græde". Det er som om hun foregriber sin egen tidlige død, ligesom hun berører et andet emne, der går igen: det døde eller døende barn. Livet, der ikke var stærkt nok til at fortsætte.
En forfatter fra min egen tid minder mig om Tove Ditlevsen: Naja Marie Aidt. Det er evnen til at skrive en tekst, man kan skrabe sig på som et knæ mod ru asfalt. Ingen ironi, ingen morsomheder og ingen lykkelige slutninger. Det kan være en befrielse at læse tekster, der er rå og direkte, og ikke stryger sin læser med hårene.
Der er klare forskelle. Naja Marie Aidt skriver ikke så meget om sorg og angst, men mere om vrede, had, lede, afsky og misforståelse. Børnene i hendes noveller er mere rekvisitter, som forældrene kan skændes om eller øve vold imod. Det onde i tilværelsen er steget op til overfladen, det mærkes i vores opførsel, i sygdom, smerte. Der er utallige beskrivelser af sanseindtryk og nærkontakt med kropsvæsker. Lugt, smag, åndenød, kvalme, blod, tis og snot.
Mens det onde hos Tove Ditlevsen synes at være selve tilværelsen, som lader små ubekymrede børn vokse op, blomstre hurtigt og flygtigt, for siden at blive gamle, fede og gigtplagede mens angsten holder dem vågne. I mange digte, leder man forgæves efter ondets årsag, og finder kun angst og længsel, og en dyb sorg. At læse Naja Marie Aidt efterlader ikke læseren i sorg eller melankoli, men snarere med kvalme. Tilfældige, små hændelser udløser en lavine af nederdrægtigheder. Pludselig begynder personerne i novellerne at tale grimt til hinanden. Først irriteret, siden vredt, snart efter hadefuldt. Som i Bulbjerg, hvor et par, der farer vild i et klitlandskab i Nordjylland og taber enhver besindelse, så alvorlige problemer stiger op til overfladen. Modgangen får dem til at modarbejde hinanden og agere fjendtligt. Det afsløres at de hver især har en affære. Det fælles barn er kun årsag til at konflikten optrappes, og novellen slutter uden at noget har løst sig. I andre noveller et det det frastødende, der dominerer. I noget, der ligner en gendigtning af Kafkas 'Forvandlingen' bliver et myggestik årsag til en sygdom, hvis fremadskriden resulterer i at hovedpersonen falder helt fra hinanden og reduceres til en ulækker, uformelig klump kød, som man ikke bør røre uden plastichandsker.
Bavian, hedder Naja Marie Aidts novellesamling, fordi den handler om hvad der sker, når vores civilisatoriske fernis krakelerer, og dyret kommer til syne. Det, som skaber alle ulykkerne er dyret i os selv eller det skrøbelige kød. Hos Tove Ditlevsen er kødets forfald forbundet med den tabte ungdom og de mistede drømme. Livet er egentlig godt, men det gode varer så kort, og tungsindet skabes af et vilkår i tilværelsen.
Der er et andet, nok så vigtigt punkt hvorpå de to forfattere adskiller sig fra hverandre: Mens Tove Ditlevsen selv er hovedperson i sine digte, og selv har levet meget af det, hun digter om, er Naja Marie Aidts ækle og frastødende noveller præget af at være udtænkt, de er et håndværk, om end meget dygtigt udført.
Det, de to forfattere har til fælles er, at de kan skrive, så læseren får det dårligt. Det kan være meget befriende i en verden med så megen fjol, pjat, ironi og gøgl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar