Anmeldelse: Jonathan Franzen - Purity

Netop som jeg gik og tænkte, at nu er var det fem år siden Jonathan Franzen sidst havde udgivet en stor samtidsroman, så var den her. Purity. Helt frisk, udkommet den første september. Jeg er lige blevet færdig med den, og kan bare konstatere at Franzen bliver bedre og bedre.

Mens The Corrections var en anelse langtrukken og på sine steder kedelig, så var Freedom lettere at gå til. Der var lidt flere humoristiske passager, og det var som om personerne var en anelse mere levende. Purity er lutter sprællevende figurer, som man lærer at kende med hud og hår.

Jonathan Franzen skriver kollektivromaner. Det vil sige, at der ikke er én egentlig hovedperson, men at historien fortælles fra forskellige menneskers synsvinkel. Vi møder den 23-årige Purity 'Pip' Tyler, som har levet med sin mor i et usundt, symbiotisk mor-datterforhold. Hun døjer med studiegæld og en tilbøjelighed til at agere fjendtligt over for alt og alle. Moderen går under navnet Penelope, og nægter at afsløre sit rigtige navn og sin fortid, inklusive sin fødselsdato for datteren. Hun vil for enhver pris beskytte sig selv og datteren fra faderen. Derudover hører man om aktivisten Andreas Wolf, der driver 'The sunlight Project' en slags pendant til Wikileaks fra Bolivia omgivet af kvindelige beundrere, vi møder Tom Aberanth, som driver et internetmagasin sammen med sin kvindelige kollega og elsker, Leila Helou. Toms historie bliver rullet ud for læseren i en lang og underholdende selvbiografi om hans forhold til en meget besværlig kvinde, som han gør sit bedste for at stille tilpas.

Alle disse personers veje krydser hinanden her og dér, og lige så stille væves en historie frem for læseren. Undervejs er man umådelig godt underholdt. Franzen er dygtig til at skabe humoristiske scener, hvor personerne overreagerer eller bare opfører sig godt gammeldags sindssygt. Man ved at det er dødsensalvorligt, det er menneskeskæbner der er på spil, men samtidig er det meget sjovt.

Det bliver Pips historie, der kommer til at danne rammen om hele Romanen. Hendes problemer med at få oplysninger ud af sin mor om sin fortid. Hendes studiegæld, hendes søgen efter sin far, og i sidste ende hendes forsoning med moderen, med hvem hun mangler at få et naturligt mor-datterforhold. For at få løst disse problemer, skal vi trækkes mange andre menneskers hele livshistorie, med samt alle de besværligheder de har været ude for.

Det er Jonathan Franzens varemærke. Sådan skriver han, og sådan var de to forgående romaner også. Franzen har desuden for vane at gøre sine romaner aktuelle. Der er hele tiden et sidetema, som berører enten en tendens i tiden som krisen i 2003, der dannede baggrund for The Corrections, det ulidelige buzzword Freedom, der blev titel og tema i næste roman. Denne roman handler dels om jagten på det rene, og umuligheden af at undgå at blive snavset til. Det spænder fra Pips veganer-mor, der skræmmer alle andre væk og sætter sig på datteren, som er det eneste rene hun har. Og Andreas Wolfs afsløring af politisk hykleri og løgn, som driver ham selv ud på overdrevet.

Stilen er lange referater af hvad der er sket for personerne brudt af intense scener med meget ægte dialoger. Når den ene part er lettere gak, ved man virkelig ikke hvad hun(!) vil sige eller gøre om lidt. Det er den slags spænding, man ikke skaber én gang for alle, ved at opfinde et snedigt, plot, men tvært imod skal drive frem scene for scene, replik for replik. Det er godt håndværk. Så gør det ikke noget, at Franzen bruger fire-fem år eller mere på det.